At gøre en dyd af nødvendigheden
”Angesten er frihedens svimlen”
Søren Kierkegaard
”Og hvad har nødvendighed så med organisationskultur at gøre?” – kunne du måske fristes til at spørge!
”Alt!” vil jeg svare og en af mine yndlingsfilosoffer, den gode Søren Kierkegaard giver mig helt ret.
Ifølge Kirkegaard er mennesket en syntese af frihed/mulighed på den ene side og nødvendighed på den anden side.
Dette gælder livet i al almindelighed og i særdeleshed den organisatoriske verden, hvor vi giver køb på en del af vores frihed, for til gengæld at få et vederlag.
Denne ”pantsætning” af vores frihed, kan til tider opleves som hæmmende, men på den anden side virker den frihed, vi kunne få uden denne endnu mere skræmmende.
Som det er med synteser, så handler det også her om at ophæve de to modpoler til et tredje begreb, hvor de begge er forenet.
Ophævelsen består i dette tilfælde af dels accepten af de (livs)betingelser du er underlagt dels af de valg du foretager dig—her dybest set valg af indstilling.
Nogle mennesker bruger størstedelen af deres liv på at brokke sig over alt det de ikke kan gøre noget ved i den kultur de arbejder og ellers befinder sig—nødvendigheden.
Andre mennesker evner at fokusere på, hvad de på trods af det omstændighederne byder, kan gøre selv—om ikke andet, så møde dem med en positiv indstilling --> friheden.
Jo mere du i enhver situation, fokuserer på hvad du, uanset det du bliver budt, selv kan gøre (valg, handling, holdning osv.), desto mere favner du friheden og muligheden.
Nogle gange handler det bare om at acceptere, at der til alle jobs hører ting vi elsker at gøre, og ting vi holder mindre af—det vi selv kan gøre, er at gøre en dyd ud af at løse begge typer opgave med toppræstationer.
Så mød dagen med en positiv og aktiv indstilling og gør en dyd af nødvendigheden.